Udbredelse af Guld og Sølv i Norden

I Nordens vikingetid (ca. år 750 – 1050) fandtes intet udviklet møntvæsen. Den ældste danske mønt er fra år 995. Det var Svend Tveskæg der lod slå mønt med sit navn og titel.

Den første danske mønt med årstal, kongenavn og landenavn. Før den tid vejede man i stedet sølv og guld. Man hakkede simpelthen smykker i småstykker efter behov, mens mange hals- og armringe havde en standardiseret vægt og derfor intakte kunne forvandles fra prydgenstande til betalingsmiddel.

Derfor var ædelmetallet i form af smykker så udbredt i de skandinaviske bondekulturer med deres høvdinge og klanlignende centre.
Smykker med bjergkrystal hører dog til i den eksklusive ende, nemlig som ren ornamentering, hvor æstetik og status er væsentligere end ækvivalente bytteværdier.

Billedet: Skattefund fra den tidlige vikingetid består oftest af arabiske mønter, dirhams, som kom i stor mængde fra det islamiske emperium ad russiske floder og mod det baltiske hav. Senere kom mønter fra Byzan.