Renæssancens Kronjuveler

Begrebet kronjuveler stammer fra renæssancen. Det adskiller sig fra de kongelige familiers private ejendom i og med de tilhører embedet defineret ved kronen. At kronen under enevælden så var arvelig er en anden sag.

I 1530 deklarerede Francis I otte særligt fine juveler til at være uadskillelige arvestykker tilhørende den franske krone. Denne handling blev efterfulgt af bestemmelser af andre monarker og det lagde fundamentet for Europas store skatkamre. Beskyttelsen gjaldt kun ædelstenene og ikke deres indfatninger, hvilket gjorde det muligt at kronjuveler kunne blive omarbejdet fra en generation til den næste.

Rigdommen afspejler herskerens evne til at udtrække overskud fra sine undersåtter. Magten udstilles og visualiseres med symboler, der legitimerer herredømmeforholdet med henvisninger til guddommelighed og den blotte selvfølgelige kongelige ejendomsret. Derfor er stil, design, materialer og benævnelser på smykker så interessante.

Navne på særlige smykker gjorde dem berømte, fordi de kunne spores og registreres i inventaroptegnelser hos adelige og kongelige familier. Det gælder for eksempel ”De Tre Brødre Pendanten”, som bestod af tre store rubiner, der først var ejet af Charles den Dristige, hertug af Burgundiet. Den blev erobret af sweiztserne i 1476.

Herefter blev den erhvervet af Fuggerne som solgte den til Henry VIII og kæden kan ses på portrætter af Elisabeth I og James I før rubinerne blev genindfattet til Charles I i 1623. Den omtales sidst i Amsterdam, hvortil den blev pantsat under den engelske borgerkrig for at rejse penge til royalisternes kamp.


Illustration: Kronjuvelerne på Rosenborg Slot

 


{{amount}}