Koh-i-Noor Diamanten kommer til England

Solgt blev den dog og Ranjit Singh lod den montere sammen med to andre diamanter i et armbånd af emaljeret guld.

Den forblev under rajaens beskyttelse indtil hans død, da briterne overtog riget Punjab. Koh-i-noor forblev i Lahores skatkammer indtil 1848, hvor den ifølge Lahore-aftalens bestemmelser blev overflyttet af East India Company til det britiske imperies varetægt.

Illustration øverst til højre: Dronning Victoria åbner verdensudstillingen i Crystal Palace, London, i 1851

I 1850 forlod diamanten Asien og er ikke siden vendt tilbage. Den havnede i dronning Victorias krone og blev i 1851 udstillet i Crystal Palace på den store verdensudstilling i London.

Men de mange besøgende blev skuffede, da den indiske mogul-slibning ikke gjorde stenen ære, og den fortjente derfor ikke sit navn. Dronningen besluttede derfor at den blev slebet om, og den berømte stensliber Voorsanger fra Costersliberiet i Amsterdam blev tilkaldt.


""

Illustration herover: Koh-i-Noor Diamanten

Prins Albert selv placerede diamanten på slibeskiven og til formålet blev der specielt installeret en 4-hestekræfters dampmaskine, som højtideligt startedes af hertugen af Wellington.

Det engelske monarki var ganske klar over stenens betydning. Trods det dampdrevne hjul tog det 38 dage at omslibe diamanten fra sine 186 karat til 108,93 karat. Den fik en oval brillantslibning og reflekterer nu lyset optimalt.

Dronningen var ganske overtroisk og troede på den gamle legende om, at den skulle bringe ulykke til de mænd, som ejede den. Derfor bestemte hun i sit testamente, at den kun måtte tilhøre en dronning eller kvinde.

I 1937 omplaceredes den i den krone som daværende dronning Elizabeth bar og siden havde hun i sin egenskab af dronningemoder, båret den ved større ceremonier.

Blandt ædelstenene som indgår i samlingen af de britiske kronjuveler i Londons Tower er Koh-i-noor diamanten måske ikke den mest opsigtsvækkende, da både Cullinan I og Cullinan II i samme samling er meget større. Men Koh-i-noor er sandelig verdens mest berømte diamant med en fortid som er uden sidestykke.

Her slutter Koh-i-noors historie og kun glimtvis har vi set den dramatiske fortælling, den var en del af. Men fortiden efterlader heldigvis vidnesbyrd som ikke forgår så let. Vidnesbyrd bliver først levende når historien bliver fortalt og holdt ved lige. Og vi får hjælp af Geologisk Museum i København, som har kopien liggende. Et syn værd.

{{amount}}